12 legater til studerende på public health
Tazneen vil forbedre kvinders adgang til sundhed
Tazneen Hossain Tanis familie stammer fra landsbyen Faridpur i nærheden af Bangladeshs hovedstad Dhaka. Hun er selv vokset op i storbyen, men har gennem hele sit liv set, hvordan kvinderne i landsbyen afstår fra at spise mælk, kød og frugt, for at overlade det til mændene. Når der ikke er mad nok, siger traditionen, skal mænd og drenge spise først. Også selvom det er kvinderne, som skal bære børn og amme og i den grad har brug for varieret kost, understreger Tazneen. Korrekt ernæring til alle er blevet hendes mærkesag.
Der er en forfatter gemt i Tazneen. Hun har bøger og hovedet fulde af historier og fortællinger, som hun håber, at hun en dag, når hun får tid, kan udgive. Men hendes uddannelse skal være naturvidenskabelig, for der mangler kvinder i STEM fagene. Hendes vej til bachelorstudier i sundhedsvidenskab på Asian University for Women går dog også via Japan. Hun var udvekslingsstudent, mødte nye mennesker, en ny kultur, et nyt sprog og blev undervist på en helt ny måde. Det var stort, og som nyfødt Japanofil ville hun blive. Hun forsøgte at finde en passende naturvidenskabelig uddannelse, men forgæves. Derfor vendte hun sig mod Asian University for Women: Dér ville hun kunne opleve et tilsvarende globalt udsyn i undervisningen og diversitet med studerende fra lande i hele Asien.
Tazneen er lykkelig for, at hun blev optaget på Asian University for Women og nu takket være legatet fra Lone Dybkjær Scholarships kan specialisere sig i folkesundhed på Asian University for Women. Tazneen er ekstrovert og får energi, når hun er sammen med andre. Derfor er hun sikker på, at hun vil blive glad for en karriere med sundhed og mennesker som omdrejningspunkt. Hun vil kæmpe for korrekt ernæring til kvinder i de fattigste dele af Bangladesh, og hendes mål er at gøre det i en international organisation som WHO eller UNICEF.
12 kvinder på bacheloruddannelsen Public health får legater finansieret med støtte fra Novo Nordisk Fonde
Lone Dybkjær Scholarships er etableret som en politisk uafhængig fond, der viderefører Lone Dybkjærs livslange arbejde for ligestilling. Lone Dybkjær var gennem hele sit liv dybt engageret i ligestilling og kvinders rettigheder – også i Asien, hvor hun var en af hovedkræfterne bag etableringen af Asian University for Women. For som hun sagde, er det at løfte kvinders kompetencer og uddannelsesniveau den bedste udviklingsbistand, vi kan give.