12 legater til studerende på public health
Tahera vil bekæmpe fattigdomsrelaterede sygdomme
Tahera Fatema Esra er vokset op i en konservativ muslimsk familie. Hendes far er rektor på den muslimske skole, hvor hun selv gik, og familien vægter videregående uddannelse over det meste andet. Tahera har altid følt det som en pligt at gøre det godt i skolen – og siden familiens tre børn alle er piger har de følt et ekstra stort pres: De skal vise, at de kan, og at de tager ansvar for at gøre deres far stolt ved at få succes på arbejdsmarkedet.
Tahera interesserer sig ikke kun for at studere. Hun har i mange år været dybt optaget af programmering – hun har fulgt flere kurser i programmering og senest online på kurser, som Stanford University udbyder. Men computere er en interesse – ikke en fremtidig profession. Dér vil hun noget ganske andet: Gøre en forskel i menneskers liv. Derfor valgte hun at læse sundhedsvidenskab og folkesundhed på sin bacheloruddannelse.
Hun er vokset op i storbyen og har overalt set mennesker, som er ramt af kroniske livstilssygdomme som fx diabetes, cancer og hjertekarsygdomme. Hun ønsker at lindre deres smerter og lidelser, og det har fået hende til at tænke dybere over, hvordan man kan forebygge livstruende sygdomme. Derfor er hun involveret i at promovere og engagere mennesker omkring hende i livstilsforandringer med sundere mad og mindre tobak og alkohol. Hun understreger nødvendigheden af at forstå, at bylivet i høj fart er en livsstil, som er tæt forbundet med stress og søvnbesvær.
I fremtiden vil hun gerne arbejde med de fattigste af Bangladeshs befolkningsgrupper for at bekæmpe dødelighed fra fattigdomsrelaterede sygdomme. Hun mener, at det er tragisk, at mange i Bangladesh dør af sygdomme, som let kan undgås gennem forebyggelse og små forandringer i hverdagen: Bedre hygiejne, rent vand, sikre fødevarer etc. – akkompagneret af vaccination af flere. Det er forandringer, som kan bringe dødeligheden ned blandt de fattigste. Det er sådan, at Tahera ser på sin uddannelse: Hun kan gøre en forskel og forbedre de mindre privilegeredes livsvilkår.
12 kvinder på bacheloruddannelsen Public health får legater finansieret med støtte fra Novo Nordisk Fonden
Lone Dybkjær Scholarships er etableret som en politisk uafhængig fond, der viderefører Lone Dybkjærs livslange arbejde for ligestilling. Lone Dybkjær var gennem hele sit liv dybt engageret i ligestilling og kvinders rettigheder – også i Asien, hvor hun var en af hovedkræfterne bag etableringen af Asian University for Women. For som hun sagde, er det at løfte kvinders kompetencer og uddannelsesniveau den bedste udviklingsbistand, vi kan give.