12 legater til studerende på public health
Shima vil uddanne sig for at sørge for sine forældre
Shima Sen er overordentlig taknemmelig for de muligheder, hun får med et legat til studiet på Asian University for Women. Det vil ændre hendes liv, og hun drømmer om at blive i stand til at betale tilbage til sine forældre. Mens andre piger i hendes hjemby Chattogram blev tvunget til at opgive skole og uddannelse for i stedet at blive gift bort, var Shimas forældre i stand til at sikre, at hun kunne gøre gymnasiet færdigt. Nu er begge hendes forældre syge – og hun selv føler sig dybt ansvarlig for at sikre sin familie økonomisk.
Shima læser bachelor i sundhedsvidenskab og bifag i matematik. Hendes favoritfag er biokemi – og når hun har fri, kan hun lide at rejse og synge. Hun beskriver sig selv som ambitiøs, emotionel og ambivert. Hun elsker at være sammen sine venner fra alle dele af Asien, hendes medstuderende på Asian University for Women.
”Jeg vil opfylde alle mine forældres drømme, så de kan leve lykkeligt resten af deres liv”.
12 kvinder på bacheloruddannelsen Public health får legater finansieret med støtte fra Novo Nordisk Fonden
Lone Dybkjær Scholarships er etableret som en politisk uafhængig fond, der viderefører Lone Dybkjærs livslange arbejde for ligestilling. Lone Dybkjær var gennem hele sit liv dybt engageret i ligestilling og kvinders rettigheder – også i Asien, hvor hun var en af hovedkræfterne bag etableringen af Asian University for Women. For som hun sagde, er det at løfte kvinders kompetencer og uddannelsesniveau den bedste udviklingsbistand, vi kan give.