12 legater til studerende på public health
Covid-19 tændte ilden i Samin: Hun vil kæmpe for adgang til sundhed for alle
Da Covid-19 pandemien ramte Bangladesh i 2020, fulgte den lige i hælene på et alvorligt udbrud af denguefeber, og landets sundhedsvæsen var helt i knæ. Hospitalerne havde i forvejen meget lille kapacitet og slet ikke overskud til at lave særlig behandling for Covid-patienter. Samin Anjum Anon var dybt påvirket af den elendighed, hun oplevede omkring sig: Regeringen fejlede totalt i sin håndtering af pandemien. Hun besluttede, at hun vil arbejde med sundhed og være med til at sikre bedre adgang til sundhed for alle.
Samin er fra en landsby i det sydlige Bangladesh, hvor tobaksproduktion er den dominerende industri. Det skaber arbejde, men også mange rygere og deraf usunde mennesker, der bliver ramt af kræft. Det har gennem hele hendes liv påvirket hende at opleve, hvordan folk ikke kan få selv den mest basale behandling fra sundhedsvæsenet. Ja, hun bliver nærmest gal over magtesløsheden, som alle i Bangladesh oplever overfor sundhedsvæsenet. På samme måde var hun dybt påvirket af situationen, da hun under Covid-pandemien oplevede, hvordan det inkompetente sundhedsvæsen blev ledsaget af en markant stigning i vold i hjemmet, mishandling af kvinder og spontane aborter. Og lige nøjagtig det dilemma har formet hendes hjertesag: Hun vil bekæmpe den undertrykkelse og de afsavn, som kvinder må tåle på grund af en kombination af fattigdom og kulturelt betingede tabuer.
Spørger man Samin, så understreger hun behovet for at fremme kvinders sundhed i ethvert folkesundhedsinitiativ. Og hun er ikke typen, der blot taler om tingene. Hun er med i en gruppe, som holder workshops i de store flygtningelejre blandt rohingya-flygtninge fra Myanmar og på skoler i Chowkoria, den region af Bangladesh, hvor hun kommer fra. Hun underviser kvinder i sundhed og hygiejne ved menstruation. Hvordan de skal bruge bind og hvordan de selv kan fremstille bind af materiale, som er til at få fat i.
Samin mistede sin far, da hun var fire år gammel. Hendes mor flyttede derefter til storbyen Chittagong, hvor Samin og hendes to brødre kunne få bedre skolegang og uddannelse. Det har altid været de naturvidenskabelige fag, der har optaget Samin. Især biologi og kemi, og som mange andre piger i Bangladesh har hun drømt om professioner, der traditionelt er forbeholdt mænd: Læge eller kemiingeniør. Men Covid-pandemien stoppede hendes uddannelse – de offentlige universiteter lukkede nærmest ned. Samin begyndte at se sig om efter alternativer. Det var ad den vej, hun søgte et scholarship på Asian Univesity for Women, hvor hun ikke bare har fået mulighed for at tage en bacheloruddannelse, men også en helt unik erfaring med kulturel diversitet.
Når hun om et par år har sin bachelor i sundhedsvidenskab, vil hun arbejde med at gøre bengladeshere i stand til at kræve ordentlige sundhedsydelser. De mange huller i landets sundhedssystem skal identificeres og lappes. Hun drømmer om at rejse til forskellige lande og lære, hvordan sundhedsvæsner er indrettet.
12 kvinder på bacheloruddannelsen Public health får legater finansieret med støtte fra Novo Nordisk Fonden
Lone Dybkjær Scholarships er etableret som en politisk uafhængig fond, der viderefører Lone Dybkjærs livslange arbejde for ligestilling. Lone Dybkjær var gennem hele sit liv dybt engageret i ligestilling og kvinders rettigheder – også i Asien, hvor hun var en af hovedkræfterne bag etableringen af Asian University for Women. For som hun sagde, er det at løfte kvinders kompetencer og uddannelsesniveau den bedste udviklingsbistand, vi kan give.