Nan Pin Pin er fra det sydlige Myanmar, hvor hun voksede op under meget trange kår. Familien levede af et lille stykke land, men da Nans bedstemor blev syg med cancer, måtte de sælge jorden for at få råd til hendes behandling. Det helbredte desværre ikke bedstemoren, og resten af familien stod tilbage uden levebrød.

Det blev et vendepunkt i Nans barndom. Familien blev flygtninge i 2009. Og Nan bestemte, at hun ville være læge og behandle cancer.

De endte i en flygtningelejr i Thailand, hvor Nan gik i skole. Hun var især interesseret i kemi, biolog, fysiologi og psykologi.  Og på trods af, at hun brugte et år på at forberede sig til lægestudiet på en lokal skole, kunne hun ikke få et stipendie til at læse til læge. Men så fik hun øje på mulighederne for at studere sundhedsvidenskab på Asian University for Women i Bangladesh.

Bedstemorens død vakte hendes interesse for folkesundhed. Hun så, hvad det gjorde ved familien, da der ikke var råd til at betale for behandling. Det er udfordringer, som var dagligdag for alle i Nans barndom, specielt i Myanmar: Landbefolkningen har ikke adgang til behandling af kroniske sygdomme som fx cancer. Og ovenikøbet dør mange – også børn – af sygdomme, som kan behandles rimeligt let, fx diarré. Det sker udelukkende på grund af manglende viden om sundhed og forebyggelse af sygdomme, og fordi de er fattige. Fattigdom og uvidenhed er også grunde til at unge gifter sig tidligt, får børn og oplever dårlig sundhed for både barn og mor. Og som om det ikke er sundhedsudfordringer nok, har den enorme arbejdsløshed blandt unge ført til at de fleste unge tager stoffer.

Der er mange problemer at tage fat på, og Nan har allerede store planer for fremtiden. Hun drømmer om at bygge et hospital i sin fødeby og at lave informere om forebyggelse af sygdom til de fattigste i Myanmar. Hun vil også udvikle kampagner om familieplanlægning, og endelig drømmer hun om at gøre noget ved narkomisbruget. Hun vil arbejde med sport for at skabe venskaber og netværk blandt de unge, som derigennem kan hjælpe både hinanden og deres lokalsamfund til ikke at begynde at tage stoffer. Sportsfællesskaber er en virksom metode, som hun lærte at kende, da hun arbejdede frivilligt for organisationen Right to Play.

Nan er glad for at bo i Bangladesh og er fascineret af landets diversitet i både folkeslag, religion og sprog.