Festlig lancering af Lone Dybkjær Scholarships
Christiansborg dannede rammen, da Poul Nyrup Rasmussen på Lone Dybkjærs fødselsdag d. 23. maj lancerede Lone Dybkjær Scholarships.
Fonden er stiftet for at ære og videreføre Lone Dybkjærs livslange arbejde for ligestilling og udvikling. Konkret ved at indsamle penge, som ubeskåret går til at tilbyde gratis universitetsuddannelse til fattige, talentfulde kvinder fra lande som fx Afghanistan, Bangladesh og Myanmar.
Ligestilling kræver en konkret og langsigtet indsats, mente Lone Dybkjær, og derfor var hun med til at stifte Asian University for Women i Chittagong, Bangladesh. Universitetet står i dag som et fyrtårn og medvirker til at uddanne kvinder til rollemodeller for ligestilling: De indtager lederstillinger i deres hjemlande, lokale virksomheder eller internationale organisationer, eller de læser videre på et internationalt universitet, når deres treårige bachelor er afsluttet i Bangladesh.
– Intet land kan udvikle sig, når halvdelen af befolkningen ikke har adgang til at udfolde deres talent, sagde stifter af Asian University for Women Kamal Ahmad, da han talte til de knap 200 deltagere ved lanceringen af Lone Dybkjær Scholarships. Han fortsatte:
Du kan drømme alt det, du vil, men det afgørende er at handle. Sådan var Lone.
Cherie Blair, Chancellor for Asian University for Women, var også i København for at fejre lanceringen af den nye fond. Hun tog tråden op og fortalte, at handling i høj grad også kendetegner Kamal Ahmad og resten af holdet bag universitetet i Chittagong:
Jeg ved ikke, hvordan du gør, men nu har du også overbevist Taleban om at lade 600 afghanske kvinder tage til Bangladesh for at studere, sagde Cherie Blair som et eksempel på, hvordan universitetet arbejder for at give talentfulde, men fattige kvinder, en mulighed for at tage en videregående uddannelse: Arbejdere i tekstilindustrien, rohingya flygtninge fra Myanmar, afghanske kvinder og kvinder fra over 20 andre lande i Asien.
– Uddannelse er en chance for et bedre liv for hver af de unge kvinder, men målet er meget bredere. Troen og håbet er, at de kvinder vil komme til at præge fremtiden med deres kompetencer og som rollemodeller. Det er helt i Lones ånd.
Gennem hele sit liv var Lone på én gang handlekraftig i nuet og optaget af langsigtede løsninger. Hun ville ikke være blevet grebet af håbløshed over situationen i fx Afghanistan. Hun ville have gjort noget. Jeg ved, hun ville være stolt i dag – og utålmodig efter at se konkrete resultater i form af scholarships fra fonden, sagde Poul Nyrup Rasmussen om sin hustru, der døde for knap to år siden.
Politisk leder for Sofie Carsten Nielsen talte om, hvordan Lone lærte hende, at politik handler om at være tilstede og handle på sin tilstedeværelse. Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil fulgte op med en tale om de store fodspor, Lone Dybkjær har sat på ligestillingsområdet.
– Det er den fineste gave til Lone på hendes fødselsdag, sagde Pernille Rosenkrantz-Theil, da hun på regeringens vegne kom forbi for at ønske tillykke med fonden:
Uddannelse flytter ikke bare den enkelte kvinde men hele samfund. Det giver frihed, sagde ministeren, der fik selskab af flere ministerkolleger til lanceringen på Christiansborg.
Se billeder fra den festlige lancering af Lone Dybkjær Scholarships.
Målet på Asian University for Women er at uddanne kvinder, som engagerer sig, skaber forandring og vil være ledere.
Studerende kommer fra 19 forskellige lande og har meget forskellige baggrunde og varierende skolegang og kundskaber i fx matematik og engelsk. Det er den enkeltes mod og viljen til at skabe forandring, der er afgørende for at blive optaget på universitetet.