Støttekoncert i Holmens Kirke
Smuk koncert i Holmens Kirke
Det blev en meget bevægende aften i Holmens Kirke, da Lone Dybkjær Fonden for tredje år i træk inviterede til koncert.
Flere end 800 mødte op til en ganske særlig aften i et kærligt nærvær, der samlede os om musikken, sangen og de unge studerendes digte.
Vi var samlet om håbet for en mere ligestillet verden, hvor kvinder kan indtage deres plads på lige fod med mænd, og hvor kvinder – også i Mellemøsten og Asien – får adgang til videregående uddannelse. Som Lone altid sagde, er uddannelse den bedste udviklingsbistand, vi kan give. Uddannelse i dag skaber udvikling og ligestilling i morgen.
Sofie Gråbøl læste digte, skrevet af kvinder på Asian University for Women. De er vokset op i forskellige kulturer, ja, men alle har de mærket kontrollen og undertrykkelsen– af religion, tradition, fattigdom – og mænd. Tekster om flugten, håbet, selve livet. Sofie formåede så intenst at give kvindernes historier sjæl. Og efterlod en stille eftertænksomhed hos os alle i det store kirkerum.
Michala Petri spillede så hjertegribende smukt med blokfløjtens sarte, klare, enkle og fuldkomne grundtone. Af hjertet en stor tak – både til hende og til Jakob Lorentzen og Holmens Vokalensemble, som endnu en gang skabte en smuk ramme om vores fælles arbejde for ligestilling, uddannelse og udvikling.
Tusind tak til alle, der deltog.