Kvinder, som inspirerer og skaber forandring

Forandring breder sig som ringe i vandet

Kvinder inspirerer andre kvinder til uddannelse, lederskab og forandring.

3 ud af 4 studerende fra Asian University for Women tager tilbage til deres hjemlande for dér at arbejde med udvikling og forandring. Den resterende fjerdedel fortsætter deres studier på internationale universiteter. Anjuman Tanha er rohingya-flygtning og en kvinde, som ikke bare har skabt forandring i sit eget liv, men også aktivt arbejder for at skabe forandring for andre.

Da Anjuman Tanha i 2018 afsluttede sine studier med speciale i politik, filosofi og økonomi begyndte hun at arbejde i rohingya flygtningelejre i Bangladesh. Derefter gik turen til London, hvor hun på London School of Economics tog sin master i International development and humanitarian emergencies. Under studierne arbejdede hun for den internationale NGO Oxfam på et forskningsprojekt om uformel og social beskyttelse i Somalien og Congo. Det bragte hende videre til Rwanda, hvor hun arbejdede for FN’s fødevareprogram. Hun fortsatte for FN’s fødevareprogram til Bangkok, hvor hun arbejdede med skolemad i 16 forskellige lande for så igen at finde hjem til Asian University for Women.

Jeg arbejder med rekruttering af studerende i rohingya flygtningelejre. For nylig fik vi i samarbejde med både forhenværende og nuværende studerende 17 kvinder ud fra lejrene. Så vi sidder meget sjældent på kontorerne men tager ud til Cox’s Bazar for at gå fra dør til dør og tale med familier om, hvorfor de skal sende deres døtre på universitetet, fortæller Anjuman Tanha.

Asian University for Women har specielt fokus på Afghanistan og rohingya-flygtninge i disse år.

Der er langt fra Chittagong til Afghanistan, hvor kvinder er nogle af de mest undertrykte. Men i vores egen baghave bor 1,5 million rohingya-flygtninge i lejre, hvor gennemsnitsalderen for, hvornår piger bliver gift bort, er 12 år og levevilkårene er meget værre end i Afghanistan. Derfor er vores strategi, at vi for hver to afghanske studerende skal optage en rohingya, for vi tror på, at uddannelse kan forandre rohingya-flygtningenes levevilkår, fortæller Kamal Ahmad, medstifter af Asian University for Women.  

Konkret sker forandring gennem programmer som fx Women teaching women. Målet er at rekruttere 500 afghanske kvinder til Asian University for women. Vi samarbejder bl.a. med den pakistanske ambassadør om at få kvinderne ud, fortæller Kamal Ahmad om indsatsen i Afghanistan, hvor flere end 5.000 kvinder har søgt om optagelse. Vi optager 500 og i samarbejde med UNCHR vil mange af dem blive del af women teaching women i skoler i flygtningelejre, siger Kamal Ahmad.

For Sara Razi fra Afghanistan er situationen i hendes hjemland del af hverdagen. Hun studerer i Chittagong og bruger meget af sin tid på at hjælpe andre kvinder i hjemlandet med at søge optagelse på universitetet, ligesom hun giver gode råd igennem netværk og sociale medier til medsøstre, som skal til optagelsesinterview: Jeg er virkelig glad og meget beæret over at kunne hjælpe. Situationen i Afghanistan er ikke god. Min søster var blandt de evakuerede. Hun læste her indtil 2019, nu er hun evakueret og underviser flygtninge i Winconsin i USA, fortæller Sara Razi.

Kvinder inspirerer andre kvinder til uddannelse, lederskab og forandring

Asian University for Women skiller sig ud med en klar mission om at uddanne kvinder til ledere og forandringsagenter. Universitetets mål er at udstyre de studerende med stærk social tolerance, kritisk tænkning og inspiration til at forestille sig store forandringer. Og det lykkes.