11 legater med støtte fra Novo Nordisk Fonden

Shilpi Kairi, Bangladesh

Shilpi Kairi er fra Sylhet i Bangladesh. Hun læser hovedfag i Public Health og interesserer sig særligt for biologi og epidemiologi. Hun følger desuden et kursus i filmproduktion.

Shilpi arbejder frivilligt som campusambassadør for Teach For Bangladesh, og hun er institutrepræsentant i Volunteer For Bangladesh. Hendes frivillige arbejde stemmer helt overens med hendes passion for social impact, indenfor især uddannelse og ungdom.

Modstandsdygtighed og beslutsomhed er nogle af de egenskaber Shilpi har taget med sig fra sin barndom i et fattigt samfund af arbejdere i en teplantage. Shilpis far arbejder i plantagen til en meget ussel løn på kun 170 taka om dagen (ca. 10 kr.). På trods af de simple kår og de få penge nærede Shilpi drømme, og de har ført hende til Asian University for Women (AUW). De fire kilometer hun gik hver dag til og fra skole er et klart billede på, hvor motiveret hun var for at få sig en uddannelse.

I sin fritid nyder Shilpi havearbejde, og så har hun et meget kært minde fra den gang på hendes første år på AUW, hvor hun lavede en teaterforestilling sammen med sine venner. Hun beskriver sig selv som punktlig, venlig og sød.

Shilpis langsigtede mål er at arbejde for sit samfund i sundheds- og hygiejnesektoren med fokus på at forbedre forholdene for kvindelige arbejdere i teplantagerne. Hun har allerede taget væsentlige skridt på vejen til målet, bl.a. deltager hun i Millennium Campus Network Fellowship-programmet. I forbindelse med det program har hun i november ledet en indsats for at støtte de kvindelige arbejdere, der bruger stof som menstruationsbind.

11 kvinder på bacheloruddannelsen Public health får legater finansieret med støtte fra Novo Nordisk Fonden. Vi har nu 23 kvinder, hvis uddannelse er betalt i samarbejde med Novo Nordisk Fonden.